Jeg er født som nr. 2 i en søskendeflok på 4 i naturskønne omgivelser. Min mor var hjemmegående, min far var udearbejdende. Det jeg husker bedst var, at far altid sagde ”sluk a` lys, luk a` dør”. Altså! Vi skulle spare på strømmen og holde på varmen. Min mor sagde altid” hva` vil andre da a` tænk”. Altså! Hvad ville andre da ikke tænke, og dermed også sige.
Det bevirkede at jeg i dag har, alle døre stående åbne, og lyset er tændt over det meste, for jeg bryder mig ikke om at gå ind i et mørkt rum. Det næste er, at hver gang min mor kom med sin remse, tænkte jeg! Hvor skulle jeg dog kunne vide det fra. Det gjorde min mor heller ikke. Men hun tænkte altid på sit liv set udefra med andres øjne. Hvem kan med hånden på hjertet sige ” det gør jeg aldrig” Måske nogle enkelte mænd. Men selv mænd kan gøre noget mod deres vilje, for at føle anerkendelse.